ErhvervNyheder

Ny online velkomstaften skal samle danske og internationale viborgensere

Med et nyt, online velkomstarrangement får danske og internationale tilflyttere indblik i byens mange tilbud – og får hjælp til at gå ud og opleve dem sammen. Rigtig godt initiativ, lyder det fra blandt andre Grundfos og Aarhus Universitet Foulum.

Danske og internationale viborgensere skal i højere grad samles om byens mange tilbud. Det er baggrunden for et helt nyt arrangement, der inviterer borgerne til et online kig ind i udvalgte dele af byens forenings- og kulturliv – og derefter på tur ud i ”virkeligheden” sammen med et nyt bekendtskab fra aftenen.

”Viborg Kommune favner et vibrerende foreningsliv, der rummer sport og kultur i mange afskygninger. Det liv vil vi gerne hjælpe endnu flere til at få øjnene op for. Den nye velkomstaften vil hjælpe både danske og internationale borgere til at opdage noget af alt det, kommunen kan,” fortæller Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek.

Oplev byen sammen

Velkomstaftenen med navnet ”Discover the Locals” arrangeres sammen med EU-initiativet Headstart og løber af stablen onsdag den 2. december klokken 19-21. På grund af corona-situationen afholdes eventet online. Men i løbet af december skal deltagerne i mindre grupper ud og opleve byen sammen.

”Vi er alle mærket af corona-tiden, og for mange er det ved at være rigtig hårdt, at vi skal holde os så meget for os selv. Heldigvis er det stadig muligt at være aktiv i byens foreninger og kulturliv – og det tror jeg, både danskere og internationale har brug for at blive mindet om, særligt hvis du er ny i byen. Vi har i endnu højere grad brug for at mødes med hinanden og socialisere,” siger Ulrik Wilbek.

Store arbejdspladser bakker op

Flere virksomheder og organisationer bakker op om arrangementet, blandt andre Aarhus Universitet Foulum, Hospitalsenhed Midt og Grundfos, som alle har internationale ansatte.

”Vi oplever, at mange af vores internationale medarbejdere efterspørger velkomstarrangementer og sociale aktiviteter i fritiden. Der er ingen tvivl om, at et godt socialt netværk uden for arbejdspladsen kan være afgørende for, at internationale medarbejdere og deres familier falder godt til og derfor bliver boende i Danmark, ” fortæller Senior HR Consultant i Grundfos Katharina Bejstrup.

Også hos Aarhus Universitet i Foulum oplever man, at netop de internationale medarbejdere kan have særlige behov for sociale tilbud i lokalsamfundet, siger Chefkonsulent Claus Bo Andreasen:

”Det betyder meget for vores internationale kolleger, at de falder godt til i lokalsamfundet. Det kan for eksempel være ved at blive engageret i en sportsklub eller ved at få danske bekendte, som man kan drikke kaffe med. Samtidig oplever vi, at det giver et spændende og inspirerende fællesskab, når vi danskere og internationale laver noget sammen. Derfor er Discover the Locals et rigtig godt initiativ, som vi glæder os over at kunne invitere vores internationale kolleger med til.”

Velkomstaftenen arrangeres i samarbejde med EU-initiativet Headstart under Business Region Aarhus. Arrangementet afholdes online onsdag den 2. december, og tilmelding er åben for både danske og internationale viborgensere.

”Vi håber, rigtig mange har lyst til at være med – både danskere og internationale. Hvis man har lyst til at bruge to timer på at få udvidet omgangskredsen og lære byen bedre at kende, vil jeg varmt anbefale, at man melder sig til,” afslutter Ulrik Wilbek.

Fakta om ”Discover the Locals”

  • Arrangementet afholdes (på engelsk) onsdag den 2. december kl 19-21 og byder på oplæg fra blandt andre Midwest Musketeers, Viborg Badmintonklub, Bruunshåb Tapdrup Idrætsforening samt et af byens museer. Deltagerne sættes sammen i grupper, hvorefter de sammen skal beslutte, hvad de vil besøge i byen i den efterfølgende tid.
  • ”Discover the Locals” arrangeres af Viborg Kommune og Headstart Career. Læs mere på Headstarts hjemmeside www.headstartcareer.dk
  • Headstart er et initiativ, som arbejder på at tiltrække og fastholde velkvalificeret international arbejdskraft til de 12 kommuner i Business Region Aarhus-samarbejdet, hvor Viborg er i blandt.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close