Mad og drikkeNyheder

Nyt liv: Den Gyldne Okse er genopstået

Unge, men erfarne kræfter har genåbnet en af Viborgs kendte restauranter

Det er snart tre årtier siden Restaurant Den Gyldne Okse åbnede for første gang i det mere end firehundrede år gamle bindingsværkshus midt i Viborg, og rigtig mange viborgensere med minder om gode stunder og saftige bøffer begræd sidste års konkurs, hvor den kendte restaurant slukkede komfuret og drejede nøglen om.

Men torsdag kl. 11.30 kom der nyt liv i oksen, da de to unge kokke – Niklas Plougmann på 24 år og Rune Møller Andreassen 25 år – igen åbnede dørene til restauranten og den lille hyggelige gårdcafé. Den Gyldne Okse er genopstået, genåbnet og genopfundet med et opdateret koncept med både nye og gammelkendte retter på menukortet.

“Det har været nogle sindsygt hårde uger, siden vi overtog nøglerne. I nat gik vi først herfra kl.3,” fortæller de to kokke i minutterne før de endelig kan åbne de to portdøre ind til baggårdshaven og indgangen til restauranten. Solen skinner heldigvis oven på det seneste døgns skybrud og tordenvejr, og den hyggelige gårdhave tager sig godt ud.

Indenfor ligner Den Gyldne Okse sig selv. Stadig hyggelig med gode hjørner, blotlagt bindingsværk og væggen med årgangs-cognac. Salatbaren er væk – det tog en del fysisk anstrengelse at få den ud af lokalet fortæller Niklas – og menuen er blevet opdateret med særlig fokus på kvaliteten, oplevelsen og råvarerne, og de har også et ønske om at servere flere fiskeretter.

De to forpagtere har nemlig store ambitioner for Den Gyldne Okse. Rune kommer fra Fur Bryghus, hvor han har haft en stor andel i den succes, bryghusets restaurant har haft. Niklas kommer fra Højslev Kro, hvor han også er udlært, og allerede under sin elevtid blev han en del af det danske kokkelandshold.

De to kokke hjælper hinanden med at gøre indgangspartiet helt klart til endelig at modtage gæster i deres restaurant.

“Der er allerede godt booket op de kommende aftener, men der er lidt færre til frokost endnu. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang nu,” siger Rune og byder inden for.

Selvfølgelig er der både bøffer, steaks og andre oksekødsretter på restaurantens nye menukort, men også fisk og skaldyr. Særligt på frokostmenuen er glansnummeret ‘Plateau de fruits de mer’ – et overdådigt fisk- og skaldyrsfad med friskkogt hummer, dampede blåmuslinger, rose rejer, hjemmerøget laks og rillette af Vesterhavsfisk.

Foretrækker man okse er en anden frokostspecialitet ‘Den gyldne’ – oksetatar af friskhakket dansk wagyu oksekød fra Rettrupkær ved Skive, jordskokker, estragon mayo, sennepskorn, syltede rødløg, æggeblommecreme, sprød salat og pommes frites.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close