HelbredNyheder

Nyt pakketilbud gør det nemmere at være diabetespatient i Region Midtjylland

Det er blevet lettere og mindre tidskrævende at blive screenet for følgesygdomme til diabetes i Region Midtjylland.

64936

Før var undersøgelserne spredt over flere dage og steder – nu er de samlet i ét besøg på hospitalet. Patienterne giver det nye tilbud topkarakter og forventningen er, at flere nu bliver screenet rettidigt.

– Jeg får ordnet alt på én gang nu. Det er genialt!

Sådan siger Brian Meisner. Han er 49 år, selvstændig erhvervsdrivende og lever med den kroniske sygdom type 1-diabetes – og dermed også risikoen for at udvikle alvorlige følgesygdomme som øjensygdom, fodsår og hjerte-kar-sygdom.

Nu er det blevet nemmere for Brian Meisner – og de ca. 10.000 andre, som modtager hospitalsbehandling for diabetes i Region Midtjylland – at blive screenet for disse følgesygdomme.

Et nyt tilbud om “sammedags-screening” samler nemlig undersøgelserne samme dag. Det sker ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital og regionshospitalerne i Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og i løbet af efteråret 2021 også ved Center for Sundhed i Holstebro.

Fem besøg bliver til ét

Tidligere foregik undersøgelserne forskellige steder; nogle på hospitalet og andre ved privatpraktiserende øjenlæger og fodterapeuter, hvor man ofte selv skulle bestille tid med risiko for lang ventetid. Det har betydet, at flere ikke har fået de nødvendige undersøgelser rettidigt.

– Inden du havde set dig om, var du af sted fire-fem gange ekstra om året. Det krævede meget tid og planlægning, siger Brian Meisner.

Med det nye tilbud er blodprøve, øjenundersøgelse, fodundersøgelse og samtaler med sygeplejerske og læge nu samlet i ét besøg på hospitalet.

Samarbejde sikrer sammenhæng

Danmark er heldigvis et af de bedste lande i verden til at behandle diabetes og følgesygdomme til diabetes. Men det ændrer ikke på, at man som borger med type 1-diabetes har et livslangt behandlingsforløb på hospitalerne.

– Netop derfor er det vigtigt, at vi kan sikre sammenhængende patientforløb, så det bliver endnu nemmere at leve med en kronisk sygdom som diabetes – uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger regionsrådsmedlem og formand for Hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb Hansen (S).

– Et tilbud som sammedags-screening er blevet muligt, da vi med etableringen af Steno Diabetes Center Aarhus har fået de ekstra kræfter, det kræver at arbejde sammen på tværs af enheder til gavn for patienterne.

Mindre ventetid og fravær fra arbejde

Lidt over 1.000 patienter har indtil videre sagt ja til tilbuddet om sammedags-screening ved Steno Diabetes Center Aarhus. Og de foreløbige evalueringer taler deres eget sprog. 91 procent er enten »i meget høj grad« eller »i høj grad« tilfredse med tilbuddet.

Det er især faktorer, som at undersøgelser, lægesamtale og svar på prøver sker samme dag, og at der nu er mindre ventetid mellem undersøgelserne samt mindre fravær fra studie eller arbejde, der får patienterne til at rose det nye tilbud.

– Patienternes tilbagemeldinger peger på, at det er blevet lettere og mindre tidskrævende at være diabetespatient, fordi vi kan tilbyde den her pakkeløsning. Vi forventer, at flere med diabetes nu bliver screenet rettidigt og mere systematisk for følgesygdomme, så vi i højere grad kan sætte ind med forebyggende tilbud og tidlig behandling, siger Mette Holsting, oversygeplejerske ved Steno Diabetes Center Aarhus.

– Jeg kan bedre planlægge min tid nu – og jeg sparer en masse timer. Det betyder rigtig meget for mig, afslutter Brian Meisner.

Fakta

  • Tidligere foregik undersøgelser for følgesygdomme til diabetes på forskellige dage og steder. Nu er de samlet i ét besøg på hospitalet.
  • Det samlede besøg varer 2,5-3 timer. Man får taget blodprøve og afleverer urinprøve, man får undersøgt øjne og fødder, har samtale med sygeplejerske og slutter af med en lægesamtale, hvor man får svar på alle undersøgelserne.
  • Tilbuddet gælder de ca. 10.000 patienter over 18 år, som er i hospitalsbehandling for diabetes i Region Midtjylland. Heraf har ca. halvdelen type 1-diabetes og halvdelen har type 2-diabetes.
  • Tilbuddet sker ved Steno Diabetes Center Aarhus på Aarhus Universitetshospital samt regionshospitalerne i Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og i løbet af efteråret 2021 også ved Center for Sundhed i Holstebro.
  • Ved Steno Diabetes Center Aarhus og nogle af regionshospitalerne gælder tilbuddet også for børn og unge over 12 år. Det skal på sigt gælde i hele regionen.
  • Steno Diabetes Center Aarhus betaler for etablering og drift af tilbuddet i hele regionen og har etableret screeningsenheder, indkøbt udstyr og undervist personale.
  • Tilbuddet bygger på et samarbejde mellem flere hospitalsafdelinger, herunder Blodprøver og Biokemi, Øjensygdomme og diabetesambulatorierne på de medicinske afdelinger.
  • Tilbuddet prøves foreløbigt af frem til udgangen af 2022.

Det siger patienterne

Louise Lynge Bonde, 36 år, har haft type 1-diabetes siden 2001. Bor i Åbyhøj sammen med sin mand og to børn og arbejder som Category Manager hos Danish Crown.

  • “Det er fantastisk. Det sparer mig for meget tid. Det er dejligt, at det hele er samlet på én dag. Nu skal jeg ikke længere tage så meget fri fra arbejde og det er nemmere at få det til at hænge sammen med familielivet.”
  • “Jeg følte, at der var mere tid til mig. Jeg oplevede, at både sygeplejersken og lægen var meget grundige og havde tid til at gå i dybden med mine tal og spørgsmål – også de mere sårbare emner. Der var styr på data fra de forskellige undersøgelser. Selvom der var lidt ventetid på dagen, så er det for mig meget bedre givet ud. Jeg satte mig bare i caféen og arbejdede lidt.”

Brian Meisner, 49 år, har haft type 1-diabetes siden 2007. Bor i Hasselager sammen med sin mand og driver egen vinimportvirksomhed. Brian arbejder tit 12-14 timer om dagen og har mange udenlandsrejser i løbet året.

  • “Jeg får ordnet alt på én gang nu. Det er genialt! Jeg kan bedre planlægge min tid nu – og jeg sparer en masse timer. Det betyder rigtig meget for mig.”
  • “Jeg skulle være i blodbanken kl. 8 og kl. 8:02 fik jeg taget blodprøve. Så var det videre til fodundersøgelse, øjenundersøgelse og snak med min sygeplejerske. Her fik jeg gode råd til en anden måde at stikke mig på. Så videre til samtalte med min læge, hvor alle svarene fra undersøgelserne lå klar, så vi kunne gå det igennem med det samme. Jeg troede faktisk ikke, at det ville gå så glat, men det kørte bare og det hele tog sammenlagt 2,5 time.”

Diabetes og følgesygdomme

  • Diabetes er en kronisk sygdom, hvor indholdet af sukker i blodet er højere end normalt. Man inddeler primært diabetes i type 1-diabetes og type 2-diabetes.
  • Diabetes kan påvirke kroppen og dens blodkar, og det kan give følgesygdomme som blandt andet fodsår, øjensygdom, nyresygdom, hjerte-kar-sygdom, nervesygdom, hudforandringer og infektionssygdom i tandkødet.
  • Risikoen for følgesygdomme afhænger af, hvor længe man har haft diabetes, og hvordan ens diabetes er reguleret. Sund livsstil og en velreguleret diabetes med stabilt blodsukker, blodtryk og kolesterol nedsætter risikoen. Regelmæssige undersøgelser og screening for følgesygdom er også vigtigt for at forebygge, at de opstår.
    Kilde: Videncenter for Diabetes

Så mange har diabetes

  • På landsplan har ca. 280.000 personer diabetes. Heraf har ca. 90 procent type 2-diabetes og ca. 10 procent type 1-diabetes.
  • I Region Midtjylland har ca. 52.000 type 2-diabetes og ca. 6.000 type 1-diabetes.
    Kilde: Videncenter for Diabetes og Diabetesforeningen

Steno Diabetes Center Aarhus

  • Steno Diabetes Center Aarhus er etableret i 2018 som et offentligt-privat samarbejde mellem Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden med det formål at løfte diabetesindsatsen til gavn for borgere med diabetes i Region Midtjylland.
  • Centret skal blandt andet styrke samarbejdet mellem regionshospitaler, kommuner og almen praksis.
  • Novo Nordisk Fonden har doneret ca. 1,4 mia. kr. til de nye satsninger inden for diabetesområdet i Region Midtjylland og til nye fysiske rammer for Steno Diabetes Center Aarhus i Forum på Aarhus Universitetshospital.
  • Læs mere på stenoaarhus.dk.

Gå til forsiden af Region Midtjyllands hjemmeside

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x