HelbredNyheder

MIDTJYLLAND: Nyt studie tyder på overlegen effekt af mindre operation ved forkammerflimren

Stor dansk undersøgelse viser, at lukning af hjerteøret har ligeså god effekt som medicin på risikoen for blodpropper, men i f.t. medicin ser behandlingen ud til at sænke risikoen for blødninger og død.

Ca. 120.000 danskere har forkammerflimren, som giver en øget risiko for blodpropper i hjernen (stroke). Under forkammerflimren kan der dannes blodpropper i den fingerlignende udposning på hjertet, som hedder hjerteøret eller auriklet. Blodpropper i auriklet kan rive sig løs og transporteres til hjernen og medføre stroke. Blodpropper kan forebygges effektivt med blodfortyndende medicin, men medicinen har den bivirkning, at den øger risikoen for blødninger betydeligt.

De senere år er der udviklet en anden behandling til patienter, som har særlig stor risiko for blødninger. Hjertespecialister kan med et indgreb i lokalbedøvelse lukke hjerteøret, så blodet ikke kan stå og klumpe sig sammen i udposningen og ende som blodpropper i hjernen. En lille sammenfoldet lukker føres ved hjælp af et kateter op til hjertet fra en blodåre i lysken. Lukkeren foldes ud og sætter sig fast i venstre forkammer, så indgangen til hjerteøret blokeres.

I en ny stor undersøgelse har forskere fra Aarhus Universitetshospital i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitetshospital og universiteter i London og Essen sammenlignet resultater ved lukning af hjerteøret overfor medicinsk behandling.

Data om 1071 patienter fra hele verden, der i perioden fra juni 2015 til september 2016 havde fået foretaget en lukning af hjerteøret på grund af forkammerflimren, blev sammenlignet med en gruppe af 1184 danske patienter med forkammerflimren og i behandling med blodfortyndende medicin. Grupperne var matchet, så patienterne i de to grupper havde samme gennemsnitlige alder, sygdomsprofil og samme gennemsnitlige risiko for blodpropper og blødninger.

– Der var tilsammen markant flere tilfælde af blodpropper, større blødninger og død i gruppen, der fik medicin, end i gruppen, der havde fået lukket hjerteøret, og forskellen blev større og større gennem de to år, patienterne blev fulgt, siger professor Jens Erik Nielsen-Kudsk.

Samlet set var forekomsten af blodpropper, større blødninger og død 43 % lavere i gruppen, der havde fået lukket hjerteøret. Risikoen for blødninger var 38 % lavere, og dødeligheden var 47 % lavere i denne gruppe. Forekomsten af blodpropper var lav og næsten ens i begge grupper, og det skyldes formentlig, at begge behandlinger forebygger blodpropper effektivt.

– Resultaterne viser, at kateterbaseret lukning af hjerteøret er lige så god til at forebygge blodpropper som medicinsk behandling med blodfortyndende medicin, men at aurikellukning er overlegen med hensyn til risiko for blødning og død, siger Jens Erik Nielsen-Kudsk.

I forlængelse af de lovende resultater har forskerne ved Aarhus Universitetshospital igangsat en stor undersøgelse (Occlusion-AF) i Danmark, Norge, Sverige og Finland, hvor patienter med forkammerflimren efter lodtrækning bliver behandlet enten med lukning af hjerteøret eller med blodfortyndende medicin. Forskerne håber med dette randomiserede forsøg at kunne bekræfte de foreløbige resulter og bevise, at aurikellukning er bedre end blodfortyndende medicin ved forkammerflimren. Undersøgelsen støttes af Novo Nordisk Fonden.

Bag om forskningsresultatet

Studietype: Propensity-score matched registerstudie

Samarbejdspartnere: Aalborg Universitetshospital, Universität Duisburg-Essen, Tyskland, og St. George’s University of London, England.

Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fonden og Abbott

Interessekonflikter: Jens Erik Nielsen-Kudsk er investigator og proctor hos Abbott, Boston Scientific

Læs den videnskabelige artikel

Jens Erik Nielsen-Kudsk, Kasper Korsholm, Dorte Damgaard, Jan Brink Valentin, Hans-Christoph Diener, Alan John Camm, Søren Paaske Johnsen. Clinical Outcomes Associated with Transcatheter Left Atrial Appendage Occlusion vs Direct Oral Anticoagulation in High-Risk Atrial Fibrillation Patients. J Am Coll Cardiol Cardiovasc Interv. 2021, Jan, 14 (1) 69–78; doi: https://www.jacc.org/doi/10.1016/j.jcin.2020.09.051

Resultaterne er desuden blevet præsenteret som late-breaking trial ved en hot-line session på den årlige europæiske kongres for interventionelle hjertelæger (EuroPCR) 27. juni 2020, der på grund af Covid-19 blev afholdt online som PCR e-Course.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE