HelbredLivsstilNyhederPolitik

Opråb til politikerne: Stop børnefattigdom i Danmark

Børnefattigdom i Danmark er stigende. 20 organisationer, der alle møder børnefattigdom i hverdagen, forsøger at ruske op i politikerne, som netop nu forhandler et nyt ydelsessystem

 

“Fattigdommens hjælpeløshed, hvad er det?” spørger pigen Madicken sin far, i en af Astrid Lindgrens børnebøger om livet i Sverige i starten af 1900 tallet. Også i Danmark anno 2021 er fattigdommens hjælpeløshed en realitet for mange danske familier, hvor børnenes opvækst i fattigdom både har konsekvenser for børnenes trivsel nu og her og for deres muligheder senere i livet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har i mere end et årti opgjort antallet af fattige i Danmark. År for år er antallet af fattige børn steget, og over tid er der tale om en voldsom stigning i antallet af børn, der vokser op i relativ fattigdom i Danmark.

Fra 31.700 i 2001 til 61.185 børn i 2020.

Fattigdom i 2021 er ikke den samme, som den Astrid Lindgren beskriver i sine bøger. I dag er fattigdomsgrænsen defineret som halvdelen af medianindkomsten. Det betyder, at der er tale om relativ fattigdom, der kan komme til udtryk som f.eks. social isolation, fordi der ikke er råd til at deltage i fritidsaktiviteter, forældre der er alt får hårdt presset økonomisk og et tomt køleskab, når man kommer hjem fra skole.

Lige nu forhandler folketingets partier om et nyt ydelsessystem, hvilket er en oplagt mulighed for at komme børnefattigdom til livs. 20 organisationer, herunder Mødrehjælpen, Dansk Socialrådgiverforening, Børns Vilkår og Red Barnet, opfordrer i dagens Politiken politikerne til at gribe chancen og stoppe den stigende børnefattigdom i Danmark.

Organisationernes budskab i Politiken er: “Ingen fattige børn i Danmark. Vores opfordring er, at et nyt ydelsessystem som minimum sikrer: At alle børnefamilie I Danmark har et økonomisk råderum, så børnene ikke lever i fattigdom (…)”

“Hos Mødrehjælpen oplever 76 % af forældrene, at deres økonomiske situation giver dem mindre overskud til deres børn. En mor har fortalt til Mødrehjælpens rådgivning, at hendes børn bliver påvirket af hendes stress over konstant at være i alarmberedskab for at få det hele til at hænge sammen” det skriver Politiken.

“Regeringen nedsatte i december 2019 en Ydelseskommission til at gentænke hele kontanthjælpssystemet. Det har blandt andet været en bunden opgave for kommissionen at finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Kommissionen har også skullet finde en balance mellem, at børn skal kunne vokse op under rimelige forhold, og at der skal være en gevinst for deres forældre ved at tage et arbejde.” Det oplyser Beskæftigelsesministeriet. Hvilken ydelsesmodel politikerne beslutter sig for er endnu uvist.

Back to top button
ANNONCE