LivsstilNyheder

Opstartshjælp til fritidsaktiviteter i Trekanten

Et udvidet samarbejde mellem kommunen og boligselskaberne skal gøre det nemmere for børn og unge fra boligområdet Trekanten i Holstebro at komme i gang med en fritidsaktivitet.

Nogle gange skal der inspiration eller vejledning til. Andre gange er det kontingentstøtte eller en voksen der guider til et aktivt fritidsliv, som gør forskellen.

Det ved de i Holstebro Kommune, hvor omkring 250 børn og unge hvert år får hjælp til at finde en fritidsaktivitet og støtte til en god og tryg start på fritidslivet. Nu skal indsatsen udvides med nye Fritidsguider i Trekanten.

Beboere der vil hjælpe børn og unge i gang

Holstebro Kommunes fritidspasordning og tilbuddet Guide to Move har indgået et samarbejde med “Den boligsociale helhedsplan i Trekanten Holstebro” om at finde beboere, som vil være fritidsguider for områdets børn og unge.

– I helhedsplanen har vi fokus på at støtte børn og unge i et aktivt fritidsliv. Det var derfor oplagt at løfte indsatsen for dette sammen med Guide to Move. Jeg håber at samarbejdet vil understøtte, at flere børn og unge fra området får et vedvarende aktivt fritidsliv, fortæller projektleder af helhedsplanen, Anja Klok Schou.

Fritidsguiderne i Trekanten vil både give fritidsvejledning for Guide to Move og skabe aktiviteter i fritiden for børn og unge i området.

– Jeg er glad for at kunne tilknytte fritidsguider med et primært fokus på at hjælpe børn og unge i Trekanten, da jeg kan se mange gode aspekter i samarbejdet, som vil bidrage positivt til fritidsvejledningen. Fritidsguiderne vil være med til at synliggøre et aktivt fritidsliv samt sænke barrerne for børnenes aktivitetsdeltagelse, siger koordinator for Guide to Move, Casper Lemvig Andersen.

Også fritidsguider andre steder

Der er plads til flere Fritidsguider både til teamet i Trekanten og på tværs af hele kommunen. Derfor opfordrer kommunen til, at hvis man har lyst til at gøre en forskel for børn og unge, give dem succes, sundhed og fællesskab i et vekslende arbejde, må man endelig kontakte:

Team Trekanten: Anja K. Schou, tlf. 3084 5752

Team Guide to Move: Casper L. Andersen, tlf. 9611 6918

Fakta om Guide to Move

Guide to Move er et tilbud til alle 0-18-årige børn og unge i Holstebro Kommune, som ikke går til en fritidsaktivitet.

Tilbuddet indeholder fritidspas, som er økonomisk hjælp til kontingentstøtte og vejledning i at starte i en fritidsaktivitet, som varetages af fritidsguider.

Læs mere på holstebro.dk/GuideToMove

 - logo

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE