
I en ikke-koordineret aktion lykkedes det inden for tre minutter to politipatruljer at fange hver sin påvirkede bilist uden kørekort to forskellige steder i Viborg.
Kl. 19.47 blev en 41-årig mand stoppet på Gammel Aarhusvej. Alkometertesten viste over den tilladte promillegrænse, og den 41-årige bliver desuden sigtet for at køre uden kørekort og for manglende lovpligtig forsikring på bilen.
Kl. 19.50 blev en 21-årig mand stoppet af en anden patrulje på Nørresøvej. Han havde heller ikke kørekort, og en narkometertest viste, at han var påvirket af hash. Da betjentene klappede ham på lommerne fandt de også en smule hash, så han bliver også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.