NyhederVild med dyr

Pas på: Sådan undgår du hvalpefabrikker

De første fem måneder af 2020 er der blevet ringet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 hele 75 gange, alene hvor der har været mistanke om, at der blev solgt hvalpe fra en hvalpefabrik. Dyrenes Beskyttelse guider derfor til, hvordan du kan undgå hvalpefabrikker.

Af: Fie bau Madsen, Dyrenes Beskyttelse

Store mørke øjne, bløde poter og små snuder. Hundehvalpe er umulige at modstå, særligt når man først står med dem i hænderne og de små hjælpeløse væsner kigger en dybt i øjnene. Desværre er der stadig mange hvalpefabrikker og ulovligt importerede hundehvalpe, som bliver solgt i Danmark.

For alles bedste, skal man som ny hundeejer undgå disse forhandlere. Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse forklarer her hvorfor:

Dels støtter man en industri, hvor hundens velfærd ikke tilgodeses, og hvor mål er så mange hvalpe som muligt avlet med så få udgifter som muligt. Sælger er ikke interesseret i hvor hvalpen kommer hen og heller ikke i at informere de nye ejere om hvalpens behov og hvad det kræver af ejeren. De er kun interesseret i dine penge.

Hvalpefabrikker kan, og skal undgås

Hvis du oplever at en opdrætter virker utroværdig, eller fremviser hunde som ikke fremstår sunde og raske, bør alarmklokkerne altid ringe. Flere forhold kan give et praj, og være med til at afsløre hvis opdrættet ikke er i orden.

”I første omgang er der en række lovkrav, som skal overholdes. Hvalpen skal være otte uger, før den må sælges, og den skal være registreret i Dansk hunderegister. Derudover er det vigtigt, at både vaccination og sundhedstjek er udført af en autoriseret dyrlæge.” siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

”Det er faktisk meget enkelt: Hvis du er i tvivl om en opdrætter, så køb aldrig hvalpen! Du støtter dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem, og så får opdrætterne bare nye og flere hvalpe, som kommer til at leve under samme dårlige forhold,” tilføjer Jens Jokumsen

Stil krav til din avler – de stiller krav til dig

Det er vigtigt at stille krav til sin kommende hunds avler, for at være sikker på at ens hvalp er sund og rask og kommer fra et godt sted. Der kan nemlig være mange sundhedskomplikationer forbundet med at få en hvalp som kommer fra et dårligt opdræt.

En anden grund til, at man ikke skal støtte hvalpefabrikkerne, er at de på den måde kan blive ved med at eksistere. Det er derfor vigtigt, at hvis får mistanke om ulovligheder eller mistrivsel, skal man ikke købe hvalpen, men i stedet ringe til politiet eller Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

Det skal du sikre dig, før du køber hund

Dyrenes Beskyttelse har lavet en række gode råd, som man altid skal følge når man skal have en ny hund:

  • At hvalpen skal være 8 uger før den må sælges. Det er et lovkrav i Danmark
  • At hvalpen er registreret i Dansk Hunderegister. Det er et lovkrav, at den er registreret, inden den er 8 uger
  • At den er blevet vaccineret og sundhedsundersøgt af en autoriseret dyrlæge
  • At du har set hvalpens mor og hvalpen sammen med hende
  • At du har set, hvor hvalpen er vokset op, så du har et indtryk af forholdene og den opdrætter som sælger hvalpen. Lav gerne flere besøg.
  • At hunden er vant til og tryg ved mennesker. Er den sky og bange for mennesker kan det tyde på, at den er opvokset isoleret og med et minimum af menneskekontakt
  • Køb aldrig en hvalp hos en opdrætter, hvis du er i tvivl. Du risikerer at støtte dårlige opdrættere ved at købe en hvalp hos dem
  • Kontakt politiet på 114 eller Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, hvis du ser noget mistænkeligt

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close