112Nyheder

PC-kup: Tyvene blev opdaget, men vendte tilbage senere efter 25 bærbare

Koldblodigt indbrud hos virksomhed på Højbovej

Der kan selvfølgelig være et tilfælde, så der ikke er tale om de samme gerningsmænd, men politiet arbejder ud fra en antagelse om, at de indbrudstyve, der stjal 25 bærbare pc’er fra en industrivirksomhed på Højbovej kl 01.29 natten til onsdag, er de samme som få timer inden stak af efter at være blevet opdaget af en medarbejder i samme virksomhed.

Tirsdag kl. 18.53 hører en medarbejder, der stadig er på arbejde på 1. sal i virksomheden, at nogen rumsterer i stueetagen. Da han går ned i stueetagen, konstaterer medarbejderen at nogle computere er pakket sammen og klar til at fjerne, og derefter ser han to mænd løbe væk til en bil, hvor der tilsyneladende er to mænd mere i. Bilen er muligvis en sølvgrå Mercedes med en nummerplade der starter med ‘YY’.

Kl. 01.29 går alarmen, da en sten kastes gennem ruden i en fordør i virksomheden, og denne gang slipper gerningsmændene altså afsted med 25 bærbare pc’er.

På samme tidspunkt – 01.29 – registreres i øvrigt en alarm i en anden virksomhed på Højbovej, hvor en sten kastes gennem en rude. Her er intet stjålet og politiet antager at det muligvis var de samme tyve, der blot tog fejl af de to virksomheder.

Der har desuden været endnu et indbrud med sten gennem en glasdør et stykke derfra på et kontor på Lillehøjvej. Dette skete kl 23.01, men selvom tyvene har været inde i rummene, er der ikke umiddelbart stjålet noget. Dette indbrud hænger ikke nødvendigvis sammen med sagen på Højbovej.

Alligevel vil politiet gerne høre fra vidner der har observeret noget mistænkeligt i de to områder, eller som har observeret en sølvgrå Mercedes med en nummerplade der starter med YY. Politiet kan som sædvanlig kontaktes på telefon 114.

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close