112Nyheder

Politiet advarer igen mod telefonsvindel: Man skal aldrig udlevere oplysninger

69-årig kvinde fra Skals reagerede helt korrekt, da svindler forsøgte at franarre hende koder til nemID

Politiet advarer endnu engang om, at telefonsvindelere forsøger at udnytte skiftet fra nemID til mitID.

Onsdag ved 16-tiden blev en 69-årig kvinde fra Skals ringet op af en mand, der kom med en forklaring om, at hun skulle oplyse CPR-nummer og koder til nemID i forbindelse med skiftet til det nye mitID. Kvinden reagerede helt korrekt og nægtede at udlevere oplysningerne, hvorefter manden opgav og lagde på igen.

“Man skal ikke udlevere noget over telefonen, det er hovedreglen,” oplyser vagthavende hos lokalpolitiet i Viborg. Han oplyser, at politiet ikke kan komme længere med den aktuelle sag, da telefonnummeret er fra et taletidskort og der desuden ikke blev udleveret oplysninger.

Man kan dog altid kontakte politiet og fortælle at man har været udsat for et svindelforsøg, understreger han.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE