ErhvervNyheder

“Så er det lige ud og til højre”

Mens håndværkere er i gang med at gøre hospitalet i Gødstrup klar til indflytning, så er der også gang i mange af de forberedelser, der skal sikre, at hospitalets personale bliver klar til at modtage patienter fra dag ét. Eksempelvis er servicemedarbejderne i gang med at lære at finde rundt i det store hus.

En onsdag eftermiddag midt i august. I kælderen under Regionshospitalet Gødstrup står en gruppe medarbejdere fra Serviceafdelingen med kort i hånden og ser lidt forvirrede ud. Ved deres side står Klaus Birkebæk Olesen fra Træning og Uddannelse og prøver at hjælpe, så de får vendt kortene rigtigt og går den rigtige retning.

Vi er til den afdelingsspecifikke træning for Serviceafdelingen; En vigtig del af forberedelserne til udflytningen til Gødstrup, for med de mange forskellige opgaver, som serviceassistenter og portører udfører, er det vigtigt, at de kan finde rundt på det store nye hospital, så snart vi er flyttet ind i Gødstrup.

Dagens træning af de godt 20 serviceassistenter går ud på, at de i mindre hold skal løse en række konkrete opgaver, der bringer dem rundt i forskellige kroge af hospitalet. Men før de når så langt, er de blevet introduceret til husets generelle indretning og de mange nye koncepter igennem den obligatoriske basisintroduktion.

– Det er nu det bliver spændende, men også nu jeg nok bliver forvirret, siger Jennie Dalgaard Sørensen, der er serviceassistent i Herning.

Rette vej ud af kælderen

De mange hundreder meter kælder med grå og hvide vægge og meget få pejlemærker udfordrer stedsansen hos de seks servicemedarbejdere, der udgør hold 1. Men de holder snuden i sporet, for den første opgave er klar og skal løses:

“Du har modtaget en opgave fra ØNH Klinik – venteområde D005. Hent patienten – følg til blodprøvetagning” lyder opgaven, og gruppen bevæger sig igennem den lange kældergang fra Servicebyen for at finde en trappeopgang under den lange foyer.

Farvede prikker på endevæggene af de lange kældergange og tilsvarende på de uddelte kort skal hjælpe med at få papiret vendt rigtigt, da man ellers nemt kan fare vild i de ensformige gange.

Kortene bliver studeret grundigt, og for den lille gruppe lykkedes det i første forsøg at finde den rette trappe og komme op i dagslyset.

– Det er ikke så svært indtil videre. I hvert fald ikke så længe vi er på plan 00. Det svære bliver, når vi kommer på de andre etager, siger Jennie, der efter flytningen skal have sin gang på Urinvejskirurgisk Afdeling i Gødstrup.

For Jennie er det meget nyt i dag. Hun har været i Gødstrup før, men det er så længe siden, at dengang var der ikke sat døre i. Nu, hvor indflytningen nærmer sig, er det spændende at komme herud.

– Det er rart at se det i virkeligheden og at komme ud at gå i bygningerne, siger hun.

Den lange foyer bliver ikke bare opholdsområde for patienter og pårørende. Den bliver også et vigtigt pejlemærke og gennemgangsområde for personalet. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation. 

Fra klinikrum til kapellet

Turen rundt på hospitalet tager over tre timer. Og i den tid kommer deltagerne rundt overalt fra klinikrum, til sengeafsnit og tekniketagen og en tur omkring kapellet.

– Kig til siderne… Vi er på transportringen. Transportringen er der, hvor I kommer til at køre med patienter, forklarer Klaus Birkebæk, mens flokken går efter at løse den næste opgave.

Klaus Birkebæk står, sammen med sine kolleger i Træning og uddannelse, for at planlægge de introduktionsforløb, som alle medarbejdere skal igennem for at blive klar til at arbejde på det nye hospital. Her er virkelighedstro opgaver en stor del af konceptet.

– Det handler om, at de får et grundlæggende kendskab til huset, så de eksempelvis kan forstå konceptet bag fløjbogstaverne, men vi har ingen forventning om, at de kan finde rundt efter i dag, forklarer han.

“Find Kræftafdelingen og skyllerum Q112.S… Tag herefter trappen/elevator til sengeafsnittet i R4”, lyder næste opgave, og holdet går straks i gang med at orientere sig.

– Nu ved jeg ikke, hvordan vi vender, siger Jennie, mens hun går med kortet i hånden, og straks bliver hun hjulpet af kollegerne på holdet.

– Er det foyeren? OK, så er det lige ud og så til højre, siger hun smilende, da hun får øje på et fikspunkt, hun kan bruge til at navigere efter.

Turen går videre til plan 04, hvor gruppen besøger en sengeafdeling. Her er der stjerneløb, som skal hjælpe gruppen med at kunne finde eksempelvis flugtveje, akutvogn og skyllerum.

– Der er meget, der skal læres. Det er sådan lidt en “Starte-forfra”-følelse. Men jeg ser frem til det. Her er alt er nyt, pænt og rent… Lige til at gå til. Det er ikke som de gamle slidte bygninger, vi er i nu. Men det kommer til at tage lidt tid at komme ind i det hele, forklarer Christina Mørch Jørgensen.

De seks servicemedarbedere her var bare et hold ud af tre, der denne dag fik en introduktion til at finde rundt i Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen.

DNV-Gødstrup - Det Nye hospital i Vest.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE