Festival TopnyhederGalleriKultur/EventNyhederTopnyheder

Så lød de første strofer fra Lyden af Nibe

Ligesom mange andre festivaler har Nibe fundet et alternativ til den store forsamling.

”Vi er klar. Vi er så klar til at byde en masse forventningsfulde fest- og fællesskabshungrende gæster velkommen,” siger Peter Møller Madsen torsdag formiddag, inden Lyden af Nibe løber af stabelen. Normalt står Festivallederen får at holde den store Nibe Festival på denne tid af året, men regeringens udmelding i maj gjorde, at man også her måtte tænke alternativt.

Resultatet er blevet Lyden af Nibe.

En mindre festival der overholder restriktionerne, og som alligevel, som Peter siger:

”Lugter og lyder lidt af Nibe.”

Foto: MG – MinByNEWS

Der har været mange ting, der skulle på plads, før det kunne lade sig gøre, at afvikle Lyden af Nibe.

”Det er jo ikke bare lige sådan at skabe sådan en festival her. Der er en masse fysiske rammer, som vi har skullet have til at spille. Og hele visitationsdelen er et meget kompliceret setup. Det vidste vi godt, at det ville blive, og vi har hele tiden været klar til at taget det med, for ellers har vi ikke kunnet gennemføre.”

Pladsen er delt op, og det er tydeligt, at der er krav til afstand og omtanke, men Peter er sikker på, at gæsterne vil tage det til sig.

”Det vigtigste er, at vi kan lave en festival, der er sikker for gæsterne. Vi vil ikke gamble med deres sikkerhed. Og hvis folk bare tænker sig om, så har vi jo skabt en plads der er tryg for folk at være på, for de er jo blevet testet inden de kommer ind på pladsen.”

Og selvom det er sært, at der mangler camping og en masse andre ting, så glæder det Peter og de andre bag festivalen, at de nu kan lade musikken spille.

”Vi har bevæget os rundt i det her håbløse vakuum i så lang tid, og nu er det godt at mærke, at der er lidt feber i Nibe. Og vi kan mærke på alle, at det har de savnet. Os, de frivillige, vores leverandører og artisterne og gæsterne.”

For coronavirussen har måske nok sat en kæp i hjulet for mange festivaler, en for Peter Møller Madsen, har der også været en anden frygt for, hvad virussen og nedlukningen ville gøre for vores samfund.”

”Det vi har frygtet allermest er, at COVID-19 har gjort os fællesskabsforskrækkede, og at det vil få konsekvenser for fremtiden. Så vi simpelthen ikke tør samle os.”

Det er der dog ikke noget, der tyder på.

”Folk glæder sig til 2022, hvor vi skal holde rigtig festival igen.”

Og hvis ikke Peter og de andre bag festivalen havde travlt nok, så fik de pludselig en ny forestilling, de skulle have presset ind. For lørdag træder et 11 mand stort band på scenen, og lige netop det vil de færreste gå glip af.

”Vi viser selvfølgelig kampen på lørdag på storskærm i teltet. Det har været et folkekrav, så det har vi bare måttet få til at lykkedes. Men det har været vigtigt for os, at det ikke kommer til at gå ud over musikken. Men vi er da glade for at være blevet en del af fodboldfesten.”

De næste fire dage er der altså musik med en bred vifte af fortrinsvist danske musikere, og når det så er overstået, så skal Peter lige have pusten.

”Jeg skal i sommerhus. Det er det fede ved, at vi ligger, hvor vi gør. Lige op ad sommerferien. Det under jeg også vores frivillige.”

Og når han så har fået pusten, skal han i gang med at planlægge Nibe Festival i 2022.

Foto: MG – MinByNEWS

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tjek også
Close
Back to top button
x