Forside GallerierGalleriLivsstilNyhederTopnyheder

Se billederne: Knus Kræft-indsamling sprængte alle forventninger

5.947.873 kr. var slutresultatet da Knus Kræfts gallamiddag var ovre torsdag aften. Nu skal de penge gøre en forskel for kræftsyge børn.

”Jeg ved ikke, om det er fordi, at folk har haft behov for at komme ud og få en oplevelse her efter corona, men det er jo fuldstændigt vanvittigt, den opbakning, der har været i år,” fortæller Claus Bertelsen, der sammen med Tom Kristensen står bag Knus Kræft.

Populært var arrangementet, der havde trukket fulde huse til Tinghallen, og viljen til at gøre en forskel, var absolut også til stede.

”Vi havde 20 ting, vi auktionerede væk, og auktionen gav samlet set 1,8 millioner. Og det samme beløb fik vi også i forskellige donationer i løbet af aftenen. Folk kunne give helt ned til 100 kroner, så det er tydeligt, at der er nogen, der har givet lidt mere,” lød det fra en træt Claus Bertelsen fredag formiddag.

”Det trak ud, og jeg kunne ikke sove her til morgen, så jeg har været vågen siden klokken 8,” fortæller han.

Om det er spekulationer om, hvordan pengene skal bruges, vil han ikke afvise, men først og fremmest er han lettet og glad.

”De penge kommer til at gøre en kæmpe forskel. Vi har så mange ting, vi skal have lavet den kommende tid. Først starter vi med, at vi bygger et Knus Kræft-hus sammen med Huscompagniet. Det kommer til at ligge et sted i Danmark. Vi ved ikke helt endnu, hvor det bliver, men det kommer til at ligge tæt på et hospital, så børnene kan gå derover og få et frirum,” fortæller Claus Bertelsen.

Udover de mange donationer, er han også glad for, at aftenen gik rigtigt godt.

”Vi havde mange forskellige kunstnere, der lavede et virkelig flot show i løbet af aftenen. Personligt var jeg meget glad for Mads Langer, der spillede en fem numre. Det var virkelig enestående.”

Aftenens succes betyder meget for Claus, men det får også den konsekvens, at der kommer endnu et Knus Kræft-arrangement.

”Det bliver ikke næste år. Og jeg kan ikke sige, om det bliver i 2022 eller 2023. Men vi kommer helt sikkert til at afholde Knus Kræft igen.”

Det er dog ikke noget, der ligger først for på Claus Bertelsens planlægningsblok. Der er andre ting, der er mere presserende, men han er meget taknemmelig for, at interessen for at hjælpe har været der.

”Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at folk også mener, at det er et vigtigt formål. Jeg vil gerne takke alle dem, der dukkede op og har været med til at få det til at blive en succes. Uden deres opbakning og støtte, kunne vi slet ikke lave de her arrangementer, og hvis folk ikke dukkede op, ville Knus Kræft slet ikke blive til noget. Det vil jeg gerne sige en kæmpe tak for.”

Relaterede artikler

Tjek også
Close
Back to top button
ANNONCE