FodboldForside GallerierGalleriNyhederSportSport Galleri

Galleri: FC Midtjylland er videre til 3. runde af kvalifikationen til Champions League

Med otte tidligere akademispillere på banen vandt FC Midtjylland 2-1 over Celtic efter forlænget spilletid. Awer Mabil og Raphael Onyedika stod for målene.

Tirsdag aften gjaldt det returopgøret mod Celtic hjemme på MCH Arena i 2. runde af Champions League-kvalifikationen.

Efter 1-1 i det første møde i Skotland var der lagt op til en spændende aften i Herning, hvor FC Midtjylland kunne holde liv i drømmen om endnu en deltagelse i den fineste europæiske turnering eller som minimum sikre en plads i Europa League-gruppespillet.

Til at sikre det videre avancement havde Bo Henriksen valgt at stille op med følgende 11 FCM’ere, hvor der var to hjemmebanedebutanter med fra start i form af Juninho og Charles.

START-XI (3-4-3): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Juninho, Joel Andersson, Paulinho, Evander, Charles, Awer Mabil, Pione Sisto, Junior Brumado.

Celtic var i teten rent spillemæssigt i kampens indledning, men uden at få noget ud af det på den sidste tredjedel. Til gengæld kæmpede FCM lidt mere med at sætte afleveringerne sammen.

Efter et kvarters spil lykkedes det hjemmeholdet at komme frem, hvor det blev til to hjørnespark. Det ene var tæt på at resultere i mål, men fortsat 0-0 på dette tidspunkt.

Som halvlegen skred frem kom FC Midtjylland mere og mere på bolden, hvor spillerne blev bedre til at finde hinanden på græstæppet.

Erik Sviatchenko var nok engang stærk i duelspillet, hvor han afviste en masse lange bolde. Længere fremme på banen kneb det mere med at skabe de store chancer, men omvendt havde Celtic heller ikke noget særligt.

Det var derfor ingen overraskelse, at der stod 0-0, da dommeren fløjtede til pause efter en yderst chancefattig halvleg.

Efter de begivenhedsløse 45 minutter skulle der kun gå to minutter, før der kom gang i målscoringen, men det var desværre i den forkerte ende.

Et dumt boldtab på egen halvdel resulterede i et hjørnespark, som Paulinho headede væk. Celtic-anfører Callum McGregor brysttæmmede clearingen udenfor feltet, og helflugtede derefter bolden op i det lange hjørne.

Et smukt mål og dermed 1-0 til Celtic.

Herefter kom der for alvor gang i begivenhederne på MCH Arena. Først var Celtic-målmanden tæt på at forære Junior Brumado en kæmpe chance, inden udeholdet selv misbrugte en stor mulighed.

I det 61. minut faldt udligningen, da Awer Mabil timede sit løb i boksen helt perfekt i forbindelse med Pione Sistos tidlige indlæg fra venstre side, og australieren kunne uhindret heade bolden i netmaskerne til 1-1.

Awer Mabil var tæt på at blive dobbelt målscorer efter 78 minutter, da han flugtede fra midten af feltet efter et langt indkast, men skuddet blev blokeret. Der var nu en intens stemning på lægterne, og inde på banen var der også masser af nerve.

I løbet af 2. halvleg blev Raphael Onyedika, Mads Hansen, Nikolas Dyhr og debutant Victor Lind skiftet ind, og der var dermed syv tidligere akademispillere på banen.

Victor Lind fik i overtiden muligheden for at afgøre kampen, men hans skud røg forbi stolpen.

Den ordinære spilletid sluttede derfor 1-1, og dermed skulle der som minimum forlænget spilletid for at finde en vinder.

Kort inde i den forlængede spilletid blev det 2-1 til FC Midtjylland. Evander chippede bolden op til Henrik Dalsgaard, der fra højre side af Celtics felt fandt Onyedika foran kassen.

Herfra var det en smal sag for midtbanespilleren at sende læderet op i toppen af målnettet.

Nu gjaldt det om at holde fast i føringen, og det gik glimrende i 1. halvleg af den forlængede spilletid, hvor de unge spillere oppe foran pressede godt og endda var tæt på at kombinere sig igennem til en ny scoring et par gange.

Victor Lind var tre minutter før tid tæt på at afgøre det hele, men han måtte se sin afslutning reddet. Til gengæld formåede Celtic aldrig at blive farlige i den forlængde spilletid.

Derfor kunne fansene på stadion bryde ud i jubel, da dommeren fløjtede af efter de 120 minutter med FC Midtjylland som vindere.

Med en samlet 3-2-sejr er FC Midtjylland dermed videre til 3. runde af kvalifikationen til Champions League, hvor PSV Eindhoven venter i et dobbeltopgør. Samtidig er FCM sikre på at skulle spille minimum gruppespil i Europa League.

Hvis du vil sikre dig plads til de kommende europæiske kampe i efteråret og 3F Superliga, er den bedste løsning et sæsonkort til MCH Arena.

Skrevet af FCM. Foto: Gunnar Overlund Knudsen – MinByNEWS

Relaterede artikler

Back to top button
x