Forside SekundærKultur/EventMusikNyheder

Letbane, livsglæde og lavpraktisk lyrik

tv•2 genindtog Den Store Scene i Musikhuset lørdag aften, og leverede en grundsolid koncert med alt det, de er kendte for.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har savnet jer.”

Sådan startede Steffen Brandt den første koncert med tv•2 i deres akustiske koncert, der blev skudt i gang i Musikhuset lørdag aften. Foran et publikum, der også havde savnet dem.

Det var en aften med den stemning, som tv•2 efterhånden har fået varemærke på efter at have spillet sammen i 40 år. Koncerten var den første i 2. del af deres Akustiske Jubilæumstour, og ligesom bandet selv, var det en aften helt nede på jorden, uden de store armbevægelser og med lavpraktikken i højsædet.

Setlisten var varieret med nogle af bandets helt store hits, som Hele Verden Fra Forstanden, Kys Det Nu (Det Satans Liv) og Line Jørgensen, Voldum, samt nogle af de mindre kendte, men absolut ikke dårligere numre.

Akustisk lækkerhed
Indpakningen var – som det er tilfældet med de akustiske koncerter – mere afdæmpet og gav rum og tid til at gøre noget andet. Hvilket resulterede i en aften med nye indtryk, leveret af et band, der har været den fast del i den aarhusianske og danske musikscene siden starten af 80’erne.

Der blev da også plads til at snakke om både letbanen, om Aarhus med dobbelt A og om byens varierende stolthed: AGF.

Med sig havde de den hyppigt tilbagevendende korsanger Anne Hjort, der denne aften var placeret prominent ved siden af Brandt, og overtog også vokalen flere gange i løbet af aftenen.

Selvom det var akustisk, og det var en anden vokal, og tempoet var sat lidt ned i gear, så var det så helt gennemsyret, af det tv•2 er så gode til.

Gennemført dansk
Og det kan godt lyde sært, men det de er gode til, er at være tv•2. Lige som vi kender dem. Med fødderne placeret godt og grundigt i den aarhusianske stenbro.

Det er lavpraktik på en måde, der er så uendeligt dansk og i højere grad uendeligt aarhusiansk.

Det mest markante er naturligvis Brandts måde at bruge sproget på. Men hvor visse lyrikere tyer til de opulente og oppustede sprog, for at skabe en højtravende og til tider pompøs luft i teksterne, har Brandt valgt den modsatte tilgang, og kalder en spade for en spade – en halvrusten én, der står ude i skuret og graver os alle sammen dybere ned.

I stedet for lange komplicerede ord og opskruede retorik, så taler han til os, som vi taler til hinanden.

Med ord vi bruger i hverdagen.

Det giver plads til at vi accepterer, at vi tager ”hinanden i handen”, og at Toyota er stavet med ø og j.

Sublimt i sin enkelhed
I sin akustiske form, bliver det også tydeligt, at musikken, der skaber baggrunden for lyrikken, er skåret over samme læst. Det er ikke kompliceret, men det er godt. Det er lavpraktik, der gør det, det skal, til et suverænt 12-tal eller 13 efter den gamle skala.

Vigtigst af alt, så er det vore egne liv, vi bliver udsat for. Det er historier om at sidde på kanten af småt brandbart og danse hjemme i stuen, når ingen kigger på. Det er bidderne vores egne liv, som vi får igen.

Fyldt med en følelse af optimisme og lykke og en romantisering af selv livets hårde tider, bliver hverdagshistorierne leveret lige ind i hjertet og fylder os med livsglæde.

Leveret gennem lavpraktisk lyrik, melodiøs musik, sovset ind i en fremragende stemning og en fornemmelse af, at det hele lige så godt kunne været afviklet hjemme i nogens stue.

Selvom det nok ville være lidt sært at have fire granvoksne mænd og Anne Hjort til at sidde der i den ene ende af lokalet.

I hvert fald i starten. For giv dem lige fem minutter. Så bliver det helt normalt.

Erfarne folk
Med mere end 30 års koncertgang i ryggen, har jeg stødt på tv•2 mange gange, og de har aldrig leveret en skuffende oplevelse.

Gennem 40 år har de mestret liveoplevelsen i en sådan grad, at det ikke betyder noget, om de spiller akustisk eller ej. Om det foregår til en coronarestriktiv sid-ned koncert i Musikhuset på en småkedelig dag i maj eller om de fylder plænen foran festivalscenerne på en gennemvarm sommeraften.

tv•2 kan deres shit, og hvis du ikke har oplevet dem live, så er chancen her nu.

For turnéen løber over den næste halvanden måneds tid, og kommer rundt i hele landet.

tv•2 40 års Jubilæumstour 2021 Akustisk (2. del), Store Sal i Musikhuset
★ ★ ★ ★ ★

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close