LivsstilNyheder

Usædvanligt gode luge-forhold – sådan håndterer du ukrudtet

Efter vinterens slutspurt, hvor frosten for alvor nev i kinderne, pibler ukrudtet nu frem overalt. Og netop den hårde frost har givet optimale forhold til at komme havens ukrudt til livs uden sprøjtemidler.

Den sidste del af vinteren bød på adskillige dage og nætter med hård frost, og med en temperaturmåling på 20,7 graders frost kunne DMI den 12. februar konstatere, at vi havde haft den koldeste vintermorgen i 9 år. Nu lader nattefrosten endelig til at have sluppet taget, og det er nu, der skal gøres klar til havesæsonen.

En central del af havearbejdet er at holde ukrudtet stangen, og ifølge Kamilla Høy, der er planteekspert hos Plantorama, er forholdende bedre end de seneste mange år, når det drejer sig om at bekæmpe havens uindbudte, men hårdføre gæst.

– Med februars ekstremt lave temperaturer er frosten nået helt ned i 20 til 30 centimeters dybde, hvor vandet, der er i jorden, fryser til is og udvider sig. Det efterlader en masse luftlommer, som giver den letteste og mest løse og luftige jord, vi har haft i årevis. Det gør det ekstremt nemt at få ukrudt op med rødder uden brug af ukrudtsmidler, siger Kamilla Høy.

Hun giver her sine bedste råd til at holde styr på ukrudtet.

Tag det i opløbet

Ukrudt udvikler sig ekstremt hurtigt, når først det kommer i gang, så begynd at fjerne det i foråret, så snart vejret tillader det. Netop nu, hvor jorden er fugtig og blød, men løs på grund af vinterens frost er det supernemt at få fat i, hvad enten man bruger hænderne, hakke- eller skuffejernet.

Lad det ikke sætte frø

Ukrudt er jo bare en plante, der står et uønsket sted, og lige som andre planter breder det sig blandt andet ved at sprede frø. Sørg derfor for at fjerne ukrudt, inden frøkapslerne når at udvikle og sprede sig, hvilket finder sted umiddelbart efter blomstring.

Plant tæt eller topdress

Hvis man vil undgå at bruge tiden på knæene eller med hakkejernet, kan man overveje at indrette haven, så der ikke er mange bede med bar jord, der kræver lugning. Ved at plante tæt efterlades der ikke meget næring til ukrudtet. Alternativt er det en god idé at topdresse med jordforbedringskompost eller barkflis, som lukker lyset ude, så uvelkomne frø ikke kan spire.

Omfavn det

Frem for at bekæmpe ukrudt kan man vælge at omfavne det og fokusere på de fordele, det skaber. Ved at så forskellige vilde blomster og planter, kan man for eksempel gøre haven mere insektvenlig, hvilket samtidig giver planter, buske og træer de bedste betingelser for at gro.

Plantorama

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close