ErhvervNyheder

Verdosagen: Tidl. borgmester og fhv. kommunaldirektør i Randers er politianmeldt for svindel

I dag er tidl. borgmester Claus Omann Jensen og fhv. kommunaldirektør Hans Nicolaisen blevet anmeldt til politiet for deres rolle i den spegede sag mod det skandaleramte energiselskab.

Anmeldelsen omfatter også den tidligere administrerende direktør i Verdo A/S Kim Frimer og direktør i Verdo Vand A/S Jesper S. Sahl.

Det er de to borgere Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen fra Randers, som i dag har indgivet den skriftlige anmeldelse.

»Baggrunden for politianmeldelsen er, at vi mener disse personer er de primære ansvarlige for, at kunderne i Verdo Vand A/S i 2015 blev snydt for et måske tre-cifret millionbeløb. Det udelukker dog på ingen måde, at andre kan have medvirket/pådraget sig skyld,« skriver de i anmeldelsen.

I 2014-2015 blev der indgået en aftale mellem Verdo Vand A/S og Randers Kommune. Denne aftale resulterede i, at Verdo Vand A/S accepterede at betale ca. 22 millioner kroner tilbage til vandforbrugerne over en 10-årig periode.

Ifølge Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen er baggrunden for en tlbagebetalingsaftale, at Verdo Vand A/S var blevet taget i flere ulovligheder. Herunder ulovlig forrentning af indskudskapital, ulovligt udtag af udbytte til Verdo A/S, ulovlig opskrivning af værdier i Verdo Vand A/S og endelig skabelsen af et datterselskab, som via et fiktivt lån pålagde vandforbrugerne store ulovlige renteudgifter.

»Vi mener, at tilbagebetalingsaftalen slet ikke afspejlede det beløb, som Verdo Vand A/S i virkeligheden burde have betalt tilbage. Vi mener også, at de personer, som vi nu har politianmeldt, udmærket var klar over dette,« siger Asger Brorsen, som i øvrigt mener, at den orientering, som i september 2015 blev fremsendt til Randers Kommunes Økonomiudvalg, var mangelfuld og usandfærdig. I Økonomiudvalget var daværende borgmester Claus Omann Jensen selv formand.

»Claus Omann Jensens dobbeltrolle påviser inhabilitet og desuden et tydeligt motiv. Disse forhold indikerer pligtforsømmelse og manglende tilsynspligt. Derfor beder vi politiet have særlig opmærksomhed på eventuelle strafbare forhold i den forbindelse,« understreger Asger Brorsen.

Som kommunaldirektør sørgede Nicolajsen for at aftalen blev stærkt begrænset ved udfærdigelsen af aftalen. Som borgmester, formand for økonomiudvalget og bestyrelsesformand for Verdo havde Omann fuld indsigt og godkendte aftalen, mener de to borgere.

Anmelderne har fået aktindsigt i en kommunikation mellem chefjurist Ulla Marcus som giver en orientering om Verdo’s vandtakster til Claus Omann Jensen og Hans Nicolaisen.

I orienteringen slutter chefjuristen med følgende udtalelse fra advokatfirmaet Horten, som rådgiver Randers Kommune: »Verdo vil dog – også uden et indgreb fra kommune efter vandforsyningsloven – ikke efter vandforsyningsloven kunne afskrive på mere end den saldo, Verdo selv har opgjort. Dette forudsætter, at Verdo i det mindste overholder dette regelsæt ud fra sine egne tal.«

I en kommentar skriver Hans Nicolaisen: »Hvem skal have pengene? Det skal forbrugerne? Hvordan finder vi forbrugerne 1) Før 2000, 2) I perioden 2000-20007, 3) 2008 og frem. Det her bliver et kæmpeproblem, og det er advokaten (firmaet Horten, red) næppe opmærksom på.«

»Det er så teknisk og for mange uigennemskueligt, det der foregår. Samtidig kan vi ikke få svar på de spørgsmål, vi stiller, og derfor må vi lave en politianmeldelse, for at få belyst sagen,« siger Asger Brorsen.

I sidste måned valgte de to borgere ligeledes at politianmelde samtlige Verdo’s revisorer. En sag, som Østjyllands Politi i øjeblikket efterforsker.

Energikoncernen kom i modvind, da Asger Brorsen og Bo Vestergaard Hansen den 16. august sidste år anmeldte Verdo til politiet for at snyde kunderne for 2 – 3 milliarder kroner. Det skete efter at de to mænd gennem flere måneder havde undersøgt Verdo’s regnskaber, og fandt hvad de vurderer som flere ulovlige forhold.

I december 2019 afgjorde Forsyningstilsynet, at Verdo skulle betale et beløb på 149 mio. kroner tilbage til varmekunderne, fordi Verdo Varme i perioden 2006-2017 havde opkrævet for meget i forrentning af indskudskapital. Men dette beløb vil ifølge Asger Brorsen stige betragteligt.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra de fire anmeldte personer.

 

Læs også VERDO: Revisorer politianmeldt

Tags

Relaterede artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
x
Close
Close