ErhvervNyheder

Vilde verdensmål – biodiversitetsmesse i Musikkens Hus

Aalborg Kommune arbejder målrettet med at sikre, biodiversiteten får plads og inviterer derfor alle virksomheder i kommunen til biodiversitetsmesse i Musikkens Hus. Det sker nu på mandag den 20. september, klokken 15:00 til 18:00, i forbindelse med 2030 NOW - Verdensmål på plakaten. Her kan virksomheder få inspiration til hvordan golde udearealer med trimmede græsplæner og perlegrus, kan konverteres til rig natur - med plads til fugle, insekter, bier og blomster.

I foråret tilmeldte kommunen sig Miljøminister Lea Wermelins konkurrence Danmarks Vildeste Kommune. I forvejen er strategien Rig Natur bærende i arbejdet for at give naturen plads. Biodiversitetsmessen tapper ind i disse initiativer.

Rådmand Hans Henrik Henriksen udtaler:
I Aalborg Kommune forsøger vi hele tiden at tænke i nye løsninger, for hvordan vi bedst kan samarbejde med vores virksomheder og sikre en god udvikling for biodiversiteten. Vi vil gerne samarbejde bredt, og skabe en god platform hvor alle parter kan mødes, inspirere hinanden og skabe nye kontakter. 

Stadsgartner Kirsten Lund Andersen stemmer i:
Det er utrolig vigtigt for os som kommune, at vi kommer bredt ud og arbejder på så mange platforme som muligt, for at sikre en helhjertet biodiversitetsindsats. Hvis vi ikke er sammen om indsatserne, når vi ikke i mål. Biodiversitetsmessen er kun ét af mange tiltag. Vi håber den bliver taget godt imod. 

På messen vil der være inspirationsoplæg fra rådgiverfirmaet Levested, samt inspirationsoplæg fra Aalborg Havn, som fortæller om hvorfor og hvordan de budt biodiversiteten ind på deres arealer. På den efterfølgende messe kan virksomhederne få inspiration og gode råd, af en række rådgivere og entreprenører, som arbejder med at tilbyde forskellige biodiversitetsløsninger.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE