ErhvervNyheder

Vrimmel af “Røde Veste” i Gødstrup

I disse uger besøger 100 frivillige fra Røde Kors Gødstrup for at lære at finde rundt på det nye hospital. De frivillige patientstøtter har nemlig en vigtig opgave på det nye hospital, og den opgave er der mange, der gerne vil være med til at løfte.

Kniber det for patienter og pårørende at finde rundt, når vi er flyttet til Gødstrup, så vil der være hjælp at hente. Rigtig mange nye frivillige har nemlig meldt sig til at bære de karakteristiske røde veste, der viser, at de er en del af Røde Kors’ Patientstøtte-ordning på Regionshospitalet Gødstrup.

“De Røde Veste”, som disse frivillige ofte kaldes, har i mange år været en skattet del af billedet på de to gamle sygehuse i Herning og Holstebro. Derfor er det en stor glæde, at hele 60 af de garvede frivillige har valgt at tage med til Gødstrup, og at hele 40 nye frivillige har meldt sig på banen.

– Det er ganske usædvanlig. Vi råber normalt på frivillige, men det her viser, at vi godt kan tiltrække folk, hvis bare opgaven er spændende, siger Thea Sjørslev Madsen, der er leder af Røde Kors i Herning.

Sinikka Kangas Larsen, der er aktivitetsleder for patientstøtterne, er enig:

– Det er fantastisk, at der er så mange, der gerne vil være med. Det, folk siger, når de melder sig, er, at det er nyt og spændende med det nye hospital – og at de gerne vil gøre gavn for andre mennesker.

Træning i at finde rundt

20220113 røde veste -Foyer.jpg
Tirsdag var det Klaus Birkebæk Olesen fra Staben, der viste patientstøtterne rundt i Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

På Regionshospitalet Gødstrup får de frivillige Patientstøtter en vigtig opgave med at hjælpe og guide patienter og pårørende til at finde frem til rigtige klinikrum eller sengestuer.

Patientstøtterne bliver også vigtige hjælpere på patientflyttedagene – både for de enkelte pårørende, der undtagelsesvis får lov til at være på hospitalet under flytningen – og om aftenen, når der åbnes for besøgstid for pårørende til alle de indlagte.

Men før de røde veste kan være en hjælp for andre, skal de selv lære at finde rundt på det 148.000 m2 store hospital. Derfor var det første hold på ca. 50 frivillige i denne uge i Gødstrup ad to omgange for at lære det nye hospital at kende.

20220113 røde veste - Kort.jpg
Bente Laursen, der i dag er frivillig patientstøtte i Herning, studerer kortet over Regionshospitalet Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

Selvom det var første gang, en del af disse frivillige satte deres ben indenfor på det nye hospital, så var de fortrøstningsfulde omkring at lære at finde rundt.

– Vi glæder os vildt. Der bliver en masse med at hjælpe patienterne med at scanne sundhedskortet og finde rundt, men når man tænker logisk, bliver det ikke svært, forklarer Bente Laursen, der i dag er frivillig patientstøtte i Herning.

Selvom skiltningen og logikken bag indretningen af hospitalet er til at forstå for de frivillige patientstøtter – og dermed også gerne skulle være nemt for patienter og pårørende –  så er de frivillige i Røde Korsikke i tvivl om, at der vil være brug for deres hjælp, når Regionshospitalet Gødstrup åbner i midten af februar.

– Det, vi oplever er, at lige meget hvor godt der er skiltet, så overser patienten det i en presset situation. Hvis man er bange eller bekymret, kan man hverken læse eller forstå, og så er det vigtigt at møde et menneske, der siger, “det finder vi ud af”, forklarer Thea Sjørslev Madsen.

20220113 røde kors meta, thea og sinikka-1200.jpg
Metha Simmelsgaard, Thea Madsen og Sinikka Kangas Larsen er hovedkræfterne bag Røde Kors’ patientstøtte-aktiviteter i Gødstrup. Foto: Dorthe Gærup Nielsen, Kommunikation.

Gå til forsiden af Hospitalsenheden Vests hjemmeside.

Relaterede artikler

Back to top button
ANNONCE